RIVALISERING & DRAMATIK

Historien om Ry Gæstgiveri er ikke kedelig.

​

Efter opførelsen af kroen, som også husede en købmandshandel, søgte ejeren Søren Sørensen straks om krobevilling. Men bevillingen lod vente på sig. Til Sørensens store ærgrelse var bevillingen endnu ikke kommet i hus, da banearbejderne begyndte at strømme til Ry i forbindelse med det store arbejde på den nye banestrækning mellem Skanderborg og Silkeborg. Det kunne dog ikke holde Søren Sørensen tilbage, som valgte alligevel at åbne sin kro uden den nødvendige bevilling. Denne beslutning faldt absolut ikke i god jord hos den konkurrerende kroejer i Gl. Rye, som ligesom Søren Sørensen også havde søgt bevilling til at drive kro i forbindelse med den nye station. Han anmeldte derfor Søren Sørensen for at drive ulovlig beværtning, og Sørensen måtte således lukke og vente pænt på at få sin bevilling.

​

Ikke længe efter skulle der imidlertid være markedsdag i Ry, hvilket kunne betyde en stor fortjeneste for Søren Sørensen. Men da hans bevilling endnu ikke var kommet, var han nødt til at holde kroen lukket, da markedsgæsterne begyndte at strømme til byen. Om aftenen, da alle gæsterne passerede forbi endnu engang for at komme hjem, blev det dog for meget for Søren Sørensen. Han fortalte, at han havde fået sin krobevilling i løbet af dagen og åbnede kroen for udskænkning. Efterfølgende holdt Sørensen sin kro åben upåagtet, at bevillingen stadig lod vente på sig.

​

Dette blev dog ikke enden på rivaliseringen om krobevillingerne i den nye stationsby. Nogle år efter gæstgiveriets åbning byggede Jacob Strunge og Søren Madsen et stort hus med tilhørende rejsestald lige over for stationen og Sørensens gæstgiveri. Da det efterfølgende kom Sørensen for øre, at Strunge og Madsen i forbindelse med byggeriet havde søgt og fået gæstgiverbevilling til det nyopførte etablissement, skred han straks til handling. Han købte stedet af dem for 400 Daler og pålagde ejendommen og den tilhørende grund en klausul om, at der fra da af og fremover ikke måtte drives gæstgiveri på stedet. Det viste sig dog senere, at Strunge og Madsen  havde taget Sørensen godt og grundigt ved næsen, idet de aldrig havde fået den bevilling, de havde søgt.

På trods af Sørensens egen manglende bevilling, overtog hans kone senere driften af gæstgiveriet, idet Søren Sørensen selv blev syg og sengeliggende. At det nu var Sørensens kone, der drev gæstgiveriet, betød dog ikke, at rivaliseringerne om retten til krodrift i Ry dermed var overstået.

​

I Gl. Rye boede den rige Fru Petersen, som gentagne gange havde søgt om bevilling til at drive gæstgiveri i stationsbyen. Som et argument i sine ansøgninger havde Fru Petersen anført, at byens nuværende kro, som blev drevet af Sørensens kone, ikke var tidssvarende i forhold til de standarder, man kunne forvente i 1890’erne. Da både Sognerådet og politimesteren efterfølgende erklærede sig enige i Fru Petersens kritik af byens gæstgiveri, blev det for meget for Fru Sørensen, der skrev et brev til amtsrådet, hvori hun gjorde rede for forholdene på gæstgiveriet. Da borgmester Andreas Thiele efterfølgende inspicerede stedet, blev hans bedømmelse da også, at forholdene var en del bedre end forventet.

​